Helhedspleje

Er du fyldt 67 år, og har du brug for hjælp til personlig pleje, praktisk hjælp eller træning? Vi samler hjælpen til dig i et sammenhængende forløb, vi kalder helhedspleje. Hjælpen tager udgangspunkt i det, du kan og har brug for, og du får hjælp fra et fast team af medarbejdere, der kender dig og din hverdag.

    Hvad er helhedspleje?

    Har du nået folkepensionsalderen, og har du brug for hjælp i hverdagen, får du hjælpen tildelt efter den nye ældrelov, som gælder fra 1. juli 2025.

    Helhedspleje betyder, at den hjælp til dig i dit hjem, som du måske tidligere har kendt som hjemmepleje eller hjemmehjælp, og støtte til træning i sundhedscentre m.v., nu bliver samlet i ét sammenhængende forløb, som vi kalder helhedspleje.

    Vi tager udgangspunkt i dine behov, og hvad du kan, når vi vurderer, hvilken hjælp du har brug for. Hjælpen kan omfatte både praktisk hjælp, personlig pleje og genoptræning. Vi tilpasser hjælpen til dine evner og ønsker – med støtte til at klare hverdagen bedst muligt.

    Du får tildelt et af fem forløb, alt efter hvor stort dit behov er, og om der eventuelt er andre i husstanden, der kan hjælpe til.

    Du får hjælp fra et fast team af medarbejdere, som arbejder tæt sammen. Det betyder, at du vil møde så få forskellige medarbejdere som muligt.

    Hjælpen vil blive tilrettelagt sammen med dig. Vi lytter til dine ønsker og gør os umage for i fællesskab at finde løsninger, der giver mening for dig.

    Dine pårørende kan, hvis du ønsker det, blive inddraget i planlægningen af hjælpen og i den løbende dialog. De kan også få råd og støtte i samarbejdet med os.

    Hvis du ikke har pårørende, du ønsker inddraget, vil medarbejderne sikre, at du får den nødvendige støtte og kontaktperson.

    Alt efter dit behov kan du få tildelt et af fem forløb:

    Forløb 1

    For dig, der kun har behov for praktisk hjælp, f.eks. hjælp til tøjvask og indkøb, og hjælp til enkelte opgaver i din personlige pleje, f.eks. klip af negle og skift af høreapparat.

    Omfang: Antal besøg vurderes ud fra dit konkrete behov.

    Forløb 2

    For dig, der har behov for både praktisk hjælp, hjælp til personlig pleje og genoptræning.

    Omfang: 1-3 besøg om ugen.

    Forløb 3

    For dig, der har behov for både praktisk hjælp, hjælp til personlig pleje og genoptræning.

    Omfang: 1-2 besøg om dagen.

    Forløb 4

    For dig, der har behov for både praktisk hjælp, hjælp til personlig pleje og genoptræning.

    Omfang: 3 eller flere besøg om dagen.

    Forløb 5

    For dig, der har behov for en særlig indsats, der ikke kan rummes i forløb 1-4.

    Omfang: Besøg efter behov eller hjælp i over 25 timer om ugen.

    Bor du på plejehjem, får du den hjælp, som sædvanligvis tilbydes på kommunens plejehjem.

    Hvis du er berettiget til varig personlig pleje eller praktisk hjælp, kan du få hjælp i perioder, hvor du opholder dig i en anden kommune end din bopælskommune, fx i forbindelse med et sommerhusophold eller på anden måde er feriegæst..

    Det er din midlertidige kommune, der beslutter, hvilken hjælp du konkret kan få, og serviceniveauet vil blive tilpasset det lokale niveau.

    Du skal kontakte din hjemkommune, hvis du ønsker hjælp i en begrænset periode som feriegæst i Esbjerg Kommune.

    Din hjemkommune bestiller hjælpen i Esbjerg Kommune på nedenstående link:
    Selvbetjening bestilling

    Bestilling af ældrelovsindsatser eller servicelovsydelser til feriegæster i Esbjerg Kommune skal foretages senest 15 hverdage, før opholdet begynder.

    Hvis du er berettiget til varig hjemmepleje, kan du få hjemmepleje i perioder, hvor du opholder dig i en anden kommune end din bopælskommune, fx i forbindelse med et sommerhusophold.

    Det er din midlertidige kommune, der beslutter, hvilken hjælp du konkret kan få, og serviceniveauet vil blive tilpasset det lokale niveau.

    Du skal kontakte teamlederen fra det område, du får hjælp fra, hvis du ønsker hjemmehjælp i en begrænset periode.

    Du skal være opmærksom på fristen for bestilling af hjemmepleje i den midlertidige kommune, som du ønsker at opholde dig i.