Støjkortlægning af Esbjerg Kommune

Her kan du se støjkortlægningen kommunens veje og øvrige statsvej inden for kommunen.

    Her kan du se og læse om de 17 støjbelastede områder samt en vurdering af de mulige, støjreducerende tiltag for de enkelte områder. 

    Der er i alt 59.041 boliger i Esbjerg Kommune. Ifølge kortlægningen er 16.280 af disse boliger, svarende til 28 % af alle boliger i Esbjerg Kommune, udsat for vejtrafikstøj, der overstiger Miljøstyrelsens grænseværdier. Heraf betragtes næsten 3 % som stærkt støjbelastede med et støjniveau over 68 dB.

    • 9.124 boliger svarende til 15 % af kommunens samlede antal boliger støjbelastet (58-63 dB)
    • 5.603 boliger svarende til 10 % af kommunens samlede antal boliger er meget støjbelastet (63-68 dB)
    • 1531 boliger svarende til 3 % af kommunens samlede antal boliger er stærkt støjbelastet (68-73 dB)
    • 21 boliger svarende til under 1 % af kommunens samlede antal boliger er meget stærkt støjbelastet (73-78 dB)

    Til kortlægningen af støj fra de kommunale veje er der anvendt trafiktal fra Esbjerg Kommunes trafikmodel.
    Trafikken på mindre lokale veje er beregnet ud fra turantal fra trafikmodellen og det antal boliger, som er beliggende langs vejene.

    Støjkortlægningen har primært til hensigt at beskrive de eksisterende forhold, men for at sikre en fremtidssikret tilgang til støjbelastede boliger i Esbjerg Kommune, er der  inkluderet trafikmodelberegninger, der skitserer de forventede trafikniveauer i 2035. Opgørelserne af støj i denne handlingsplan er dermed på den sikre side og undervurderer ikke støjbelastede boliger, der allerede i dag er tæt på at være støjbelastet. Dette for at sikre, at støjproblemer fremover kan identificeres og håndteres proaktivt, hvor det giver mening.

    Støj i Esbjerg Kommune kommer ikke kun fra bilerne på kommunens veje. Jernbanen, særtransporter og motorvejene bidrager alle til det samlede støjbillede.

    Læs mere om afgrænsningen nedenfor

    Afgrænsning

    Motorvejen er statens veje og er årsagen til, at 192 boliger anses for at være  støjbelastede i Esbjerg Kommune. Dette svarer til 1,2 % af af det samlede antal støjbelastede boliger i kommunen. Vejdirektoratet er myndighed på motorveje, og derfor fokuserer vores indsats ikke på at reducere trafikstøjen langs motorvejen.

    Banedanmark er ansvarlig for støjkortlægning, støjhandlingsplaner og støjbekæmpelse langs de statslige jernbaner. Ifølge Banedanmarks støjhandlingsplan fra 2018 er 8 boliger i Esbjerg Kommune støjbelastet ud over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi på Lden 64 dB for boligområder1. Da ansvaret for bekæmpelse af jernbanestøj påhviler Banedanmark, behandles emnet ikke yderligere i støjhandlingsplanen. 

    1 https://mst.dk/erhverv/rent-miljoe-og-sikker-forsyning/stoej/stoejgraenser

    Med stigende erhvervsaktivitet i Esbjerg Kommune er der også et stigende antal særtransporter. Borgere der bor ved eller i nærheden af en særtransportrute kan opleve gener fra disse transporter. Disse støjgener er imidlertid ikke kortlagt systematisk, da den beregnede støjbelastning baserer sig på antal køretøjer fordelt over hele døgnet, og der vil typisk ikke være et tilstrækkeligt antal til, at det kan beregnes. Boliger der oplever støjgener fra særtransporter og særlig tung trafik adresseres derfor ikke i Støjhandlingsplanen.

    Der er begrænset viden om, hvorvidt udbredelsen af elbiler vil medføre en reduktion af trafikstøjen på kommunens veje. Der er på nuværende tidspunkt ikke lavet undersøgelser, der påviser tydeligt, hvordan støjniveauet vil blive påvirket, når en større andel af bilbestanden i Esbjerg Kommune bliver elbiler. Det antages, at elbiler vil støje mindre end benzin- og dieselbiler ved hastigheder under 35 km/t. Ved højere hastigheder overstiger dækstøjen motorstøjen.  Elbiler indgår dermed ikke som et selvstændigt parameter i støjkortlægningen