Hjælp til praktiske opgaver og rengøring
Hvis du har svært ved at klare hverdagen i hjemmet ved egen hjælp, kan du søge hjemmepleje. Du kan efter behov få hjælp praktiske opgaver. Hjælpen skal sikre, at du blandt andet får gjort rent, vasket tøj og handlet ind.
Du kan læse mere om praktiske opgaver og rengøring i vores kvalitetsstandard.
Der er frit valg på området, og du kan læse mere om dette her.
Praktisk hjælp og rengøring
Du kan få hjælp til praktiske opgaver, hvis vi vurderer, at du eller de øvrige medlemmer af din husstand ikke eller kun i begrænset omfang selv kan klare de praktiske opgaver.
Efter behov kan du få:
- træning til igen selv at kunne klare opgaven
- støtte og vejledning til at klare opgaven
- hjælp til at få de praktiske opgaver udført
Vi forventer, at du om muligt deltager aktivt.
Praktiske opgaver kan være:
Rengøring
- rengøring af gulv
- rengøring af badeværelse
- rengøring af køleskab
- aftørring
- skift af sengelinned
- støvsugning af møbler
Rengøring sker i de rum, hvor du hovedsageligt opholder dig. Det vil typisk være i badeværelse, køkken, soveværelse, opholdsstue og gang. Vi tilbyder rengøring mindst hver 14. dag.
Tøjvask
- sortering
- vask i vaskemaskine
- tørring – fortrinsvis i tørretumbler
- lægge tøj sammen
- lægge tøj på plads
Tøjvask tilbydes efter behov, dog mindst hver 14. dag.
Indkøb
- lave indkøbsliste
- bestille varer
- hente varer i nærmeste dagligvarebutik, hvor andet ikke er muligt
- stille varer på plads
Hvis vi køber ind for dig, må medarbejderen ikke selv lægge penge ud. Afregning for indkøb skal ske samme dag. Medarbejderen skal aflevere kvitteringer.
Hjælp til praktiske opgaver omfatter ikke:
- Oprydning og opvask efter gæster
- Pasning af husdyr eller ekstra rengøring på grund af husdyr
- Udvendig vinduespudsning
- Vask af gardiner eller persienner
- Pudsning af kobber og sølvtøj
- Rengøring af rum, der sjældent benyttes
- Rengøring efter håndværkere og ved flytning
Hjælpen kan sættes i gang inden for 14 dage. Du kan selv vælge, om opgaven skal udføres af os, af et privat firma, som kommunen har godkendt, eller af en person, du selv udpeger.
Du og din leverandør aftaler, hvornår hjælpen skal leveres. Du skal være hjemme på det aftalte tidspunkt. Hvis du ikke er til stede, må medarbejderen ikke være i dit hjem, og de aftalte opgaver vil derfor ikke blive udført.
Leverandøren skal give dig besked, hvis leveringen af praktisk hjælp er forsinket i mere end 60 minutter. Hvis leverandøren aflyser rengøringshjælpen, skal leverandøren tilbyde dig et erstatningsbesøg inden for en uge.
Hvis du har behov for at ændre det tidspunkt, hvor hjælpen leveres, kan du aftale det med din leverandør. Du skal melde afbud senest dagen før, hvis du er bortrejst eller af andre grunde ikke har brug for hjælp nogle dage.
De sikkerhedsmæssige forhold i dit hjem skal være forsvarlige. Det kan være nødvendigt at fjerne møbler eller benytte hjælpemidler, for at du kan få den bedste hjælp og for at sikre et godt arbejdsmiljø for medarbejderne.
Hjælp til rengøring og indkøb m.v. ophører i perioder, hvor en rask ægtefælle eller samlever, voksne børn eller andre, der kan varetage opgaven, bor i hjemmet.
Hjælpen bygger på gensidig respekt og tillid mellem dig og den medarbejder, som hjælper dig - derfor gælder følgende retningslinjer:
- Medarbejderen må ikke modtage eller give gaver.
- Du og medarbejderen må ikke låne penge af eller sælge varer til hinanden.
- Medarbejderen har tavshedspligt og må aldrig udtale sig om dine private forhold til udenforstående.
- Du får en ny hjælper, hvis du og hjælperen ikke kan samarbejde.
Bliver noget i dit hjem beskadiget under medarbejderens arbejde, vil du få erstatning, hvis skaden skyldes fejl begået af medarbejderen. Hvis den beskadigede ting har nedsat værdi som følge af slitage og ælde, nedsættes erstatningen tilsvarende. Er skaden sket ved et hændeligt uheld, kan du ikke få erstatning.
Sker der en skade, skal du eller din hjælper kontakte teamlederen, som tager stilling til kommunens eventuelle erstatningspligt.
Oplysninger om hjemmepleje generelt
Hjemmepleje er forskellige opgaver vi kan hjælpe dig med i dit hjem ved behov.
Du kan få hjælp til både personlig pleje som hjælp til personlig hygiejne, at få tøj på, at komme ud af sengen, hjælp til at spise og lignende. Det kan du læse mere om på denne side om personlig pleje.
Du kan også få hjælp til praktisk hjælp som dækker over hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet. Det kan eksempelvis være hjælp til rengøring, tøjvask og indkøb. Det kan du søge om her på siden.
Du kan få hjemmepleje, hvis du har et handicap eller i en periode har været syg og derfor ikke længere har de fysiske eller psykiske færdigheder, du havde tidligere. Afgørelsen om, hvilken hjælp du kan få, træffer vi på grundlag af en vurdering af dit behov.
Du kan få hjælp til:
- personlig pleje
- praktiske opgaver i hjemmet
- rengøring
Du kan ansøge om hjemmepleje i form af varig hjælp, midlertidig hjælp eller som lejlighedsvis aflastning. Du kan få hjælp uanset om du bor alene, i eget hus, i bofællesskab, i plejebolig eller andet.
Hvis du er berettiget til varig hjemmepleje, kan du få hjemmepleje i perioder, hvor du opholder dig i en anden kommune end din bopælskommune, fx i forbindelse med et ferieophold eller sommerhusophold.
Det er din midlertidige kommune, der beslutter, hvilken hjælp du konkret kan få, og serviceniveauet vil blive tilpasset det lokale niveau.
Du skal kontakte din hjemkommune, hvis du ønsker hjemmepleje i en begrænset periode.
Din hjemkommune bestiller hjælpen i Esbjerg Kommune på dette link:
Hvis du ikke kan få bestillingssystemet til at virke, kontakt da Kontaktteamet på tlf. 76166666, som kan hjælpe dig videre.
Inden du søger om hjælp til rengøring, skal du overveje, om du kan gøre rent på en anden måde.
Inden du søger om hjælp til rengøring, skal du overveje, om du kan gøre rent på en anden måde.
Kan du fx bruge andre redskaber til rengøring? Eller måske du kan prøve at dele rengøringsopgaverne op over flere dage. Du kan eksempelvis gøre stuen ren én dag, soveværelset en anden dag, badeværelset en tredje dag osv.
Hvis du synes, at din støvsuger er tung og svær at håndtere, kan du overveje at:
- købe en robotstøvsuger eller en mindre, ledningsfri støvsuger. De små ledningsfrie støvsugere er nemme at håndtere
- lade støvsugeren gøre arbejdet. Kør langsomt med den, og undgå at trykke
- lade din støvsuger stå fremme, så du undgår at skulle løfte den ind og ud af et skab
- skrue ned for sugestyrken, så kører den meget lettere, og du skal ikke bruge så mange kræfter
- sidde ned til støvsugning
- sætte møbelbørsten på for enden af det lange støvsuge rør, så du kan nå fodpaneler og evt. spindelvæv i loftshøjde
Hvis du synes, det er svært at vride en klud eller bøje dig ned til gulvspanden, kan du overveje at:
- anskaffe et gulvmoppe system, hvor der er monteret en vrider. på den måde undgår du at skulle vride klude. En moppe kan også bruges til at rengøre fliser, skabslåger og lofter
- sætte gulvspanden på en stol, op i køkkenvasken eller bruge vasken som spand. På den måde undgår du at skulle bøje dig
- bruge en gribetang til fx at tage klude op af en spand. På den måde undgår du at skulle bøje dig
Hvis du synes, at det er svært at skifte sengelinned, kan du overveje at:
- bruge stræklagner med elastik rundt i kanten. De er lettere at lægge på
- bruge en topmadras oven på madrassen, det gør det mindre tungt at håndtere, når lagnet skal på
- sidde ned, når du skifte dyne- og pudebetræk
Hvis du synes det er svært at tørre støv af højt oppe og ved gulvet, kan du overveje at:
- bruge en støvekost med et langt skaft
- bruge en handske beregnet til at tørre støv af
- bruge gribetang
Hvis du synes, at det er svært at klare vasketøjet, kan du overveje at:
- få din vaskemaskine højere op, så du undgår at skulle bukke dig
- bruge tørretumbler
- bruge et tørrestativ, som du kan nå, uden at du skal strække dig og løfte armene
- bruge klemmer med stort greb, når du hænger tøj op
- lægge tøj sammen, mens du sidder ved et bord
Hvis du synes, det er svært at klare opvasken, kan du overveje at:
- bruge klude og svampe i stedet for opvaskebørste
- sætte opvasken i blød, så den er lettere at rengøre
- bruge et stativ, så det, du vasker op, kan lufttørre
Når du har søgt om hjælp til rengøring eller tøjvask, vil en visitator besøge dig. Du vil her blive spurgt til, hvordan du klarer rengøringen nu. Dette kan eksempelvis indebærer hvordan du bruger din støvsuger og vasker gulve. Desuden spørger vi om hvor lang tid det tager for dig at klare rengøringen i dit hjem.
Vi vurderer dine oplysninger og sammenholder dem med, hvordan du i øvrigt klarer dig i hverdagen. Det vil indgå i vurderingen, om du vil kunne klare rengøringen på en anden måde, end du plejer.
I forbindelse med din ansøgning vil vi også se på, om du kan blive selvhjulpen. Dette kan være ved hjælp af træning, vejledning i ergonomiske arbejdsstillinger eller hjælpemidler. Disse ting kan gøre at du selv vil være i stand til at klare rengøringen i dit hjem.
Du vil ikke være berettiget til rengøringshjælp hvis du er selvhjulpen. Eksempelvis ved at dele rengøringen op over 14 dage, bruge en robotstøvsuger eller et moppesystem til gulvvask.
Bor du sammen med en anden person? (samlever, ægtefælle, søn eller datter.) Så vil deres evne til at klare rengøringen alene eller sammen med dig også indgå i vurderingen.
Hvis du allerede får hjælp fra os kan du kontakte hjemmeplejen igennem dit lokale plejehjem.