Grøn Trepart i Esbjerg Kommune
Her kan du læse om Grøn Trepart, og hvordan vi i kommunen arbejder med den grønne trepart, omlægningsplanen og lokale projekter.
En bred politisk aftale betyder, at Danmarks areal skal gentænkes og omlægges til fordel for klimaet og vandmiljøet. På denne side kan du få mere viden om, hvad den grønne trepart betyder for dig som borger og som lodsejer i Esbjerg Kommune.
Du kan nu få overblik over omlægningsplanen for Esbjerg Kommune samt grænseprojekter i Varde, Vejen, Haderslev og Tønder kommuner.
Planen viser blandt andet:
- lavbundsprojekter
- skovrejsning
- arealer udlagt til permanent ekstensivering
- indsatser for natur, klima og ændret arealanvendelse
Omlægningsplanen er en del af et større samarbejde mellem kommunerne i oplandet til Vadehavet og bliver løbende opdateret.
Har du arealer, du ønsker med i planen, eller forslag til ændringer, er du meget velkommen til at kontakte os via kontaktboksen.
Hvad er den grønne trepart?
Den grønne trepart er en aftale om et grønnere Danmark, som oprindeligt blev indgået af tre parter, deraf navnet "Grøn Trepart".
De tre parter er regeringen, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening.
Aftalen har til formål at sikre en bred og gennemtænkt omlægning af Danmarks arealer til fordel for klimaet og vandmiljøet.
Konkret skal dyrket landbrugsjord omlægges til skov, vådområder, og anden natur. Formålet er at begrænse udledningen af klimagasser til atmosfæren samt at nedbringe udvaskningen af kvælstof til de danske vandløb og fjorde samt at højne vilkårene for biodiversitet ved at skabe mere sammenhængende natur.
Der er opstillet følgende nationale mål:
- Udtagning af 140.000 ha kulstofrige lavbundsjorde frem mod 2030
- Tilbageholdelse af godt 13.000 ton kvælstof frem mod 2027
- Etablering af 250.000 ha skov, hvoraf 100.000 ha skal udlægges til urørt skov frem mod 2025
Du kan læse mere om den grønne trepart, og hvordan aftalen skal implementeres på regeringens hjemmeside.
Hvad betyder den grønne trepart for dig?
Færre marker og mere natur
Som almindelig borger i Esbjerg Kommune, som ikke ejer større mængder jord, betyder implementeringen af den grønne trepart, at du vil opleve, at landskabet omkring dig på sigt vil forandre sig. I fremtiden vil der være færre dyrkede marker, mere skov, mere natur og renere vand i vandløbene.
Bedre vandmiljø
Den grønne trepart har som delmål at skabe et bedre vandmiljø ved at reducere udledning af kvælstof, så vandløb, søer og i sidste ende fjorde og have i fremtiden bliver mindre forurenede.
Reduceret klimagasudledning
Et andet mål i den grønne trepartsaftale er at reducere klimagas-udledningen fra dansk landbrug. Dermed bidrager aftalen til en øget beskyttelse af klimaet.
Vil du have en kort og overskuelig gennemgang af den grønne trepart, kan du læse denne nyhed fra Danmarks Radio.
Er du landmand, eller ejer du på anden måde jord i Esbjerg Kommune, kan det være, at du har arealer, der kan omlægges som en del af arbejdet med den grønne trepart.
Måske du gerne vil omlægge din jord til natur. Måske du har jorde, der er svære at dræne og gerne vil jordfordeles til fordel for en mere dyrkningssikker landbrugsjord. Eller måske du gerne vil frasælge din jord eller dele af den.
Uanset om du har lidt eller meget jord, som du ønsker at omlægge, jordfordeles eller sælge, er du altid velkommen til at kontakte Esbjerg Kommune og få en uforpligtende og fortrolig snak om din jord og dine muligheder. Send en mail til [email protected] eller ring på tlf. 7616 1318.
Implementeringen af den nationale grønne trepartsaftale sker i en række såkaldte lokale treparter, der skal sikre god koordination og fremdrift ude i landets kommuner.
Esbjerg Kommune er en del af Lokal Trepart Vadehavet.Byrådsmedlem Kurt Bjerrum (V) repræsenterer Esbjerg Kommune politisk i Lokal Trepart Vadehavet.
Hver lokale trepart har en formands- og sekretariatskommune. I Lokal Trepart Vadehavet er det Vejen Kommune. Du kan læse mere om Lokal Trepart Vadehavet, se en liste over samtlige medlemmer samt læse referater fra møder på Vejen Kommunes hjemmeside.
Link til Vejen Kommunes hjemmeside om Grøn Trepart
Herudover har Esbjerg Kommune nedsat en Lokal Trepart Esbjerg, hvor både Esbjerg Kommune, Jysk Landboforening, DN Esbjerg samt Naturstyrelsen Vadehavet er repræsenterede. Lokal Trepart Esbjerg står for at udarbejde omlægningsplanen for Esbjerg Kommune.
Omlægningsplanen beskriver, hvordan Lokal Trepart Vadehavet vil bidrage til at opfylde de nationale mål for udtagning af lavbundsjorde, skovrejsning og reduktion af kvælstof. Den er dermed et forslag til, hvordan vi når i mål.
Planen består af igangværende projekter, samt forslag til nye projekter, som kan undersøges på et senere tidspunkt. Disse projekter vil primært være vådområde- og lavbundsprojekter, men også skovrejsningsprojekter.
Planen er dynamisk, hvilket betyder, at den vil ændre sig over tid, som vi bliver klogere på, hvilke projekter, der kan etableres.
Denne plan er udarbejdet i MARS (Multifunktionelt Areal Registrerings System), som er en online platform udviklet som en del af den grønne trepart. I MARS kan du, som lodsejer, se omlægningsplanen for hele Danmark og undersøge om dit areal egner sig til et projekt.
Er du landmand eller ejer du på anden måde jord i Esbjerg Kommune?
Er du interesseret i at indmelde arealer til omlægningsplanen eller få mere viden om dine muligheder? Så kan du med fordel kontakte enten din lokale udtagningskonsulent eller Esbjerg Kommune.
Du kan også læse mere om projektmuligheder på vores side med information til lodsejere om vådområde- og lavbundsprojekter via linket nedenfor.