Bæredygtig Forbrug
I Esbjerg Kommune vil vi reducere vores forbrugsudledninger. Læs med og bliv klogere på hvordan vi arbejder med det gebnnem vores klimaplan.
Forbruget i Esbjerg Kommune er nogle af de udledninger, der ikke er en obligatorisk del af vores klimaplan. Forbruget er dog ofte en af de største kilder til store CO2-udledninger, derfor arbejder vi selvfølgelig også med at reducere her.
Udledningerne fra forbruget relaterer sig til alle de ting, vi importerer til kommunen for at anvende på forskellig vis, lige fra it-udstyr, møbler og fødevare til rejser og udliciterede opgaver.
Esbjerg Kommune vil bidrage til, at CO2-aftrykket for alle esbjergensere reduceres, samt at alle borgere føler, at de har mulighed for at bidrage til denne udvikling.
Klimaindsatser under Bæredygtigt Forbrug
Udledningerne indenfor scope 3 kan i høj grad tackles ved at tænke cirkulært og forlænge brugsfasen for materialer og produkter.
Det er især relevant indenfor byggeri og anlæg. Esbjerg Kommune har derfor i forbindelse med nedrivningen af Ribe Jernstøberi, overvejet hvordan gamle men overskydende materialer på bedst mulig vis kan få nyt liv og genbruges eller genanvendes.
Lige nu er vi i Esbjerg Kommune ved at etablere vores egen materialebank for genrbugsmaterialer til byggeri.
Tøj til genbrug er igennem mange år indsamlet og håndteret af velgørende organisationer, hvilket også har været gældende i Esbjerg Kommune.
Idag indsamler Esbjerg Kommune også tekstil gennem den almindelige affaldssorteringsordning til direkte genbrug og til genanvendelse.
Det er selvfølgelig bedst at genbruge tøj direkte. Kan det ikke lade sig gøre, kan tekstil af lavere kvalitet genanvendes til eksempelvis klude eller isolering, mens tekstil af højere kvalitet kan genanvendes mekanisk ved at udtrække fibrene og heraf producere ny tekstil. Fjer fra dyner og puder kan vaskes og igen bruges som fyld i nye produkter.
I Esbjerg Kommune samarbejder vi på tværs af forvaltningerne for at finde frem til og fokusere på moderne og miljøvenlige løsninger, der sikrer ansvarlig vækst og reducerer ressourcespild.
Samarbejdet understøtter socioøkonomiske tiltag med fokus på at genbruge, bytte, reparere og andre tiltag, der støtter den grønne dagsorden.
Derfor vil vi øge direkte genbrug internt i Esbjerg Kommune med en digital markedsplads for møbler og interiører. Dette omfatter en ny møbelstrategi, indkøbsstrategi og arbejdet med vores indkøbsportal, som skal sikre, at vi køber så få, nye møbler som muligt, og køber vi nye, skal de gerne være lavet af genanvendelige materialer.
Esbjerg Kommune indsamler på nuværende tidspunkt madaffald ved alle husstande og kommunale institutioner, hvorefter det sorteres, og madaffaldet skilles fra poser og andre urenheder.
Madaffaldet kværnes og blandes med vand til en flydende masse, der hedder pulp. Pulpen afleveres til et biogasanlæg og omdannes til biogas og gødning.
Gødningen afleveres tilbage til landmændene, som anvender det afgassede produkt.
Biogassen sendes ud på gasnettet, hvor det bliver brugt til varme, el og brændstof.
Madaffaldet er en ressource, der indeholder vigtige næringsstoffer som fx fosfor og kulstof. De er nødvendige for, at vi kan dyrke afgrøder på landbrugsjorden. Jordens reserver af fosfor forventes at være brugt om 50-100 år.
Når gødningen kommer ud på markerne, sikres det, at fosforen og andre næringsstoffer bliver i kredsløbet. Samtidig med at den udvundne gas er nødvendig i gasnettet.
Siden 2020 har Esbjerg Kommune arbejdet ud fra en plaststrategi ”En grønnere fremtid med mindre plads og mere genanvendelse”, som har medført flere indsatser på plastområdet.
Heriblandt er der blevet leveret sorteringsløsninger til alle skoler og børnehaver i kommunen, der også gjorde det muligt for elever og børn at sortere i hård og blød plast samt de øvrige fraktioner.
Samtidig blev det i 2020 gjort umuligt for kommunens institutioner at indkøbe engangsservice af plast, ligesom mere problematiske plastprodukter som balloner heller ikke længere er på kommunens indkøbsaftale.
Plaststrategien blev afsluttet i 2023, da der er sket en naturlig udvikling, hvor fokus er flyttet fra plast alene og til mere generelle bæredygtigheds-. miljø- og klimahensyn.
Esbjerg Kommune indgik i 2022 et samarbejde med Vanebrudspalæet, som skal hjælpe os med at bryde nogle af de ”uvaner”, vi har i Esbjerg Kommune.
Det skal være med til at sætte udviklingen på i skinner i nogle segmenter af samfundet.
”Vores vanebrydere, metoder og værktøjer er en katalysator for ambitiøse drømme, 5 stjerners vaner, vilde idéer, skarpe planer og handlekraftige vanebrud.” - Vanebrudspalæet
Dette er en anderledes tilgang til at ændre vores vaner, som i høj grad har fokus på organisationsudvikling, samskabelse og forandringsledelse. Det er et systematisk og målrettet koncept, som bygger på kendte og toneangivende organisationer i samfundet.
Konceptet er indtil videre blevet testet sammen med lokalsamfund, boligforeninger, uddannelser og internt i kommunen.
Esbjerg Kommune har udarbejdet en ny Affaldsplan for perioden 2023-2028. Affaldsplanen har blandt andet fokus på klima, formidling og cirkulær økonomi.