B

Håndbog for byrådsmedlemmer

    B

    Beboerklagenævnet træffer afgørelse i sager mellem lejere og boligforeninger mv. vedrørende nærmere angivne spørgsmål. Der er oprettet et fælles beboerklagenævn for Esbjerg og Fanø kommuner. Nævnet består af 3 personer. Formanden skal være jurist og beskikkes af Transport- og Boligministeriet efter indstilling fra Byrådet. De to andre medlemmer udpeges af Byrådet efter indstilling fra henholdsvis de almene boligorganisationer og de større lejerforeninger i kommunen.

    En befolkningsprognose viser, hvordan indbyggerantallet vil udvikle sig under givne forudsætninger. Prognosen er et vigtigt grundlag for planlægning og udbygning af f.eks. daginstitutioner, folkeskoler og ældreområdet.

    Esbjerg Kommunes befolkningsprognose

    Der ydes skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel i egen bil efter statens takster. Indberetning af kørsel sker via App’en MinLøn.
    Vejledning findes her. (EKnet - kræver adgang)

    Se Transportudgifter

    60 dages-reglen

    Befordringsgodtgørelse for kørsel mellem bopæl og mødested vil for kørsel i indtil 60 arbejdsdage være skattefri. Fra og med 61. dag, der køres mellem bopæl og mødested, vil befordringsgodtgørelse for denne kørsel være skattepligtig. 

    Yderligere information herom kan findes på SKATs hjemmeside

    I forbindelse med behandling af sager, hvor byrådet afgiver en udtalelse over for en anden myndighed, kan et byrådsmedlem, som har fået sin afvigende mening noteret i beslutningsprotokollen, kræve, at myndigheden samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. (Styrelseslovens § 13 stk. 2 og § 20, stk. 3). 

    Sydvestjysk Brandvæsen er et fælleskommunalt Redningsberedskab mellem Esbjerg, Varde og Fanø Kommuner oprettet i 2015 som et §60 selskab i henhold til lov om kommunernes styrelse §60 samt Beredskabsloven §10.

    Sydvestjysk Brandvæsens opgave er i henhold til beredskabsloven at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljø ved ulykker og katastrofer.

    Sydvestjysk Brandvæsen faciliterer og administrere de tre kommuners generelle beredskabsplan og repræsenterer kommunerne i den lokale beredskabsstab på operationelt tværfagligt niveau.

    Den fælleskommunale Beredskabskommission, som har det overordnede ansvar for det kommunale redningsberedskabs forvaltning, består af Borgmester og 1 byrådsmedlem fra hver af deltagerkommunerne ligesom Politidirektøren eller en repræsentant for denne har plads i den fælleskommunale beredskabskommission.

    Herudover kan der som observatører sidde personelrepræsentanter i beredskabskommissionen.

    Medlemmer af Byrådet tilbydes telefon, computer, iPad og internet. Hvis disse ting også bruges privat, bliver det enkelte medlem beskattet af 3.000 kr. om året (2021). Det er lige meget, hvor mange af tingene det enkelte medlem har, og hvor meget de anvendes privat. 

    I forbindelse med rejser til udlandet er det udgangspunktet, at mobiltelefoner og iPads anvendes til tjenstlige formål. Ved evt. anvendelse til privat brug skal der foretages indberetning heraf med angivelse af tidsforbrug og det land, hvor mobiltelefonen eller iPad’en er anvendt. Udgiften vil herefter blive modregnet i det faste vederlag.

    Byrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
    Tilsvarende regel gælder for Økonomiudvalget og de stående udvalg.

    For hvert møde i byrådet, Økonomiudvalget samt stående udvalg føres en beslutningsprotokol som – efter mødet – oplæses og underskrives af medlemmerne. Ethvert medlem, som har deltaget i mødet, kan forlange sin afvigende mening kort noteret i beslutningsprotokollen (Styrelsesloven § 13).
    Se Afvigende mening

    Byrådsmedlemmer har som led i varetagelsen af deres hverv ret til at aflægge besøg på kommunens institutioner. Medlemmerne må dog ikke komme uanmeldt. Hvis byrådsmedlemmer ønsker at besøge en institution, skal dette aftales med ledelsen på institutionen eller det centrale sekretariat på det direktørområde, der har ansvaret for institutionen. 

    Der kan ved tilrettelæggelsen af besøgene tages hensyn til institutionernes daglige arbejdsgang, afviklingen af aktiviteter på institutionerne mv. I særlige tilfælde, f.eks. i perioder, hvor der er særlig interesse for besøg på kommunens institutioner, kan det af de nævnte grunde være nødvendigt at fastsætte, at besøg skal finde sted på bestemte tidspunkter, eller at der højst må afvikles et vist antal besøg på en institution pr. uge eller måned. 

    Under besøget må foto-, video- og lydoptagelse kun ske efter forudgående aftale, og eventuelle optagelser må ikke offentliggøres, herunder anvendes som materiale i en valgkamp. Under besøget må der ikke finde valgagitation sted eller uddeles valgmateriale eller lignende. 

    En bevilling er en tilladelse fra byrådet - som bevillingsmyndighed - til at afholde de udgifter, der skal til for at udføre opgaver med et bestemt formål. Der findes både bevillinger for drift og anlæg.

    Alt, der medfører en indtægt eller udgift, kræver en bevilling. Som udgangspunkt må en bevilling ikke overskrides. Hvis det alligevel sker, skal der søges om en tillægsbevilling. Se Tillægsbevilling.

    Bevillingsreglerne fremgår af kasse- og regnskabsregulativet.

    Byrådet har i samråd med politiet kompetence til at udstede alkoholbevillinger samt inddrage dem igen. Til at varetage denne funktion har Byrådet nedsat et Bevillingsnævn. Bevillingsnævnet består af en repræsentant for politiet, valgt af politidirektøren, et sagkyndigt medlem og indtil 6 andre medlemmer. Personer, der ikke er medlemmer af Byrådet, kan være medlem af Bevillingsnævnet.

    Byrådet
    Der er tradition for, at der blandt de byrådsudpegede medlemmer er et medlem fra arbejdsgiverside og et medlem fra arbejdstagerside inden for hotel- og restaurationsområdet.
    Bevillingsnævnet holder møde en gang hver måned, dog med undtagelse af juli måned.

    Byrådsmedlemmer kan være bisidder eller partsrepræsentant for borgere i konkrete sager, men det er vigtigt at holde sig for øje, at byrådsmedlemmet i sådanne situationer optræder som privatperson og ikke som byrådsmedlem.

    Partsrepræsentant

    Som partsrepræsentant træder man i partens sted og har alle partens rettigheder og forpligtelser, hvilket også betyder, at forvaltningen korresponderer med partsrepræsentanten og ikke borgeren selv. En partsrepræsentant kan både være sagkyndige (fx advokat eller revisor) eller andre (fx pårørende). En partsrepræsentant kan højst få samme rettigheder som parten/borgeren selv har.

    Bisidder

    Som bisidder kan man deltage i møder og være en støtte for borgeren, fx hjælpe med at huske og forklare, hvad der blev sagt – men man kan ikke forhandle eller træffe beslutninger for borgeren.

    En borger kan have flere bisiddere, men kun én partsrepræsentant.

    Adskillelse af roller

    Det er vigtigt at skille rollerne ad som henholdsvis byrådsmedlem og bisidder/partsrepræsentant for en borger. Et byrådsmedlem har en udvidet adgang til oplysninger via sagsindsigten samt rådgivning fra det kommunale system, men denne adgang kan ikke benyttes, når et byrådsmedlem optræder som bisidder eller partsrepræsentant og dermed som privatperson.

    Det anbefales, at et byrådsmedlem, der er partsrepræsentant eller bisidder for en borger i en sag i en af kommunens forvaltninger gør sig selv, borgeren og forvaltningen bekendt med sin rolle i sagen og ikke blander rollen som repræsentant/bisidder sammen med rollen som byrådsmedlem.

    Når man fungerer som partsrepræsentant vil man oftest forsøge at nå så gunstigt et resultat for parten som muligt og påvirke forvaltningen i en bestemt retning. Det er vigtigt at være opmærksom på, at såfremt man forsøger at påvirke sagen som byrådsmedlem kan det rejse en mistanke om, at sagens afgørelse er baseret på usaglige hensyn.

    Et byrådsmedlem har ikke ret til at instruere kommunens forvaltning om et bestemt udfald i enkeltsager.

    Derimod har et byrådsmedlem mulighed for at bringe problemstillinger op til politisk drøftelse på baggrund af sin deltagelse i et sagsforløb.

    I øvrigt henvises til afsnittet om inhabilitet, som kan være relevant, hvis man har flere roller i en sag.

    Da det kun er SKAT der har ret til at opkræve skatter fra borgere og virksomheder, uddeles kommuneskatter gennem et bloktilskud fra staten.

    Kommunernes indtægter fra skatteopkrævning finansierer ca. 75% af de kommunale udgifter. Den resterende del består hovedsageligt af forskellige tilskud fra staten:

    • Landsudligning (udligningstilskud)

    • Tilskudsordning til "udkantskommuner"

    • Særlige tilskud (i begrænset omfang)

    Se Statstilskud og refusioner

    Borger.dk er en fællesoffentlig borgerportal, og den digitale indgang til det offentlige. Her findes information, vejledning og selvbetjening fra kommuner, regioner og staten.
    I de kommende år bliver mere og mere kommunikation med det offentlige digital. Ved at gøre kommunikationen digital kan der tilbydes en mere fleksibel service. På borger.dk er der information om alt fra barsel og boligstøtte til pension og pas, og der er en række muligheder for elektronisk selvbetjening via elektroniske blanketter. F.eks. kan man melde flytning, søge boligstøtte, tilmelde daginstitution etc. Der kan også kommunikeres med det offentlige ved hjælp af digital post.
    Borger.dk er også blevet brugt i forbindelse med udviklingen af Esbjerg Kommunes hjemmeside. Mange af informationerne på borger.dk er integreret på hjemmesiden, og målet er også at borger.dk skal have mere lokalt indhold.

    Borger & Arbejdsmarked er en af de fem forvaltninger og består af:

    • Borgerservice
    • Familie & Forebyggelse
    • Social & Tilbud
    • Jobcenter
    • Sekretariat

    Borgerservice er organisatorisk placeret i forvaltningen Borger & Arbejdsmarked.

    Borgerservice løfter en bred vifte af opgaver fra kontanthjælp, sygedagpenge, handicapkørsel til pas og kørekort med mere.

    Borgerservice yder personlig betjening på de opgaver, der er placeret i Borgerservice.
    Med betjening og hjælp til selvbetjening på alle kommunale og øvrige offentlige selvbetjeningsløsninger.

    Borgerservice findes i Bramming, Ribe og Esbjerg.

    Der er etableret et samarbejde med bibliotekerne i forhold til medbetjening og hjælp til selvbetjening på alle offentlige digitale løsninger.

    Alle medlemmer kan få hjælp, råd og vejledning på Borgmesterkontoret med hensyn til alle de daglige spørgsmål og opgaver, som har tilknytning til byrådsarbejdet.

    Hvis der er tale om fagspecifikke spørgsmål, rettes henvendelse til den respektive fagforvaltning.

    Esbjerg er en kommune med store ambitioner og stærke værdier. Vi er altid i bevægelse, og hos os mødes energi og fremdrift med oplevelser og kultur. Kommunen er et sted, hvor der hele tiden sker noget, og nye idéer bliver hurtigt til virkelighed.

    Vi skaber rammerne om et mangfoldigt og levende kulturliv, hvor alsidighed og fællesskab er i centrum. I Esbjerg Kommune udfolder sig alt fra musik og sport til kunst, litteratur og gastronomi – fra gadefester og street art til festivaler og forestillinger i alle størrelser.

    Alt det håber vi, at endnu flere opdager, så de får lyst til at slå sig ned og leve det gode liv her hos os.

    Erhvervsmæssigt er Esbjerg kendt som Danmarks EnergiMetropol, og kommunen er et internationalt centrum for energi og grøn omstilling. Her samarbejder virksomheder, havn og uddannelsesinstitutioner om at udvikle og etablere fremtidens energiløsninger.

    Esbjerg Kommune repræsenterer Danmark i sammenslutningen af verdens førende energibyer, World Energy Cities Partnership, og den position understreger Esbjergs rolle på den globale energiscene og styrker byens internationale position.

     

    De brugerfinansierede områder omfatter spildevand, vand, renovation og rottebekæmpelse mv., der styres efter hvile i sig selv princippet.

    Se Hvile i sig selv princip

    Se Forsyning

    Et kommunalt budget er et overslag over udgifter og indtægter for en bestemt periode. Byrådet skal ifølge den kommunale styrelseslov udarbejde budgetforslag for det kommende år samt budgetoverslag over de tre følgende år. Budgettet skal godkendes af byrådet senest den 15. oktober.

    Økonomiudvalget godkender hvert år en tidsplan for budgetlægningen for det kommende år.

    Se mere om Esbjerg Kommunes budget

    Inden budgetarbejdet begynder i foråret, udarbejdes der en vejledning til direktørområderne. Cirkulæret indeholder oplysninger om budgetlægningen, herunder tidsplan, særlige fokusområder samt ændringer i forhold til tidligere års budgetlægning. 

    Staten kompenserer kommunen for en række udgifter til bl.a. kontanthjælp, revalidering og aktivering. Det kaldes budgetgaranti.
    Det samlede kommunale bloktilskud reguleres årligt i forhold til ændringen i de budgetgaranterede udgifter.

    To gange om året foretages en budgetrevision som foretages henholdsvis 30. april og 30. september. Ved budgetrevisionen tilpasses budgettet for de indeværende år, så der tages højde for ændringer i budgetforudsætningerne såsom lovgivning og befolkningsprognose. Ved budgetrevisionerne følges samtidig op på om de vedtagne budgetter overholdes.

    Mellem budgettets 1. og 2. behandling afholdes der budgetseminar for byrådet. Her drøftes ændringsforslagene i Mulighedskataloget, Sparekatalog og eksterne forslag. Budgetseminaret afholdes over 1 dag.

    Budgettet skal behandles 2 gange (1. og 2. behandling) i byrådet med mindst tre ugers mellemrum, og det skal vedtages senest den 15. oktober i året forud for budgetåret.

    Byrådet har forankret erhvervsudviklingen, herunder den lokale erhvervsservice i Business Esbjerg.

    Business Esbjerg og Esbjerg Kommune har sammen med en række eksterne aktører udarbejdet ”Vision 2025 - Vækst for Esbjerg Kommune”. Ligeledes er der et tæt samarbejde mellem Business Esbjerg og kommunen om markedsføringen af Esbjerg Kommune. 

    Business Esbjergs hjemmeside

    Støttet byfornyelsesprojekter i Esbjerg Kommune sker efter Lov om byfornyelse og byudvikling. 

    Byfornyelsesprojekterne omfatter områdefornyelse, forbedring af friarealer/gårdforbedringer, nedrivning af ejendomme og istandsættelse af ejendomme. Projekttyperne er nævnt i en rækkefølge, så de fleste borgere har gavn af de førstnævnte. De igangværende og planlagte projekter er prioriteret efter denne rækkefølge. 

    Esbjerg Kommune afsætter hvert år lidt mere end 3 mio. kr. på det kommunale budget til byfornyelse. Derudover finansieres byfornyelse ved byfornyelseslån, der ikke belaster den almindelige kommunale låneramme. 

    Staten fordeler årligt statslige byfornyelsesmidler til medfinansiering af kommunernes byfornyelse. Vilkårene for anvendelse af de statslige midler varierer over tid. 

    Ved områdefornyelsesprojekter søges, om muligt, de offentlige byfornyelsesmidler suppleret med anden finansiering, for at få igangsat en større forbedrings- og fornyelsesindsats. 

    Byfornyelse omfatter i prioriteret rækkefølge: områdefornyelse, forbedring af friarealforbedringer og bygningsfornyelse. Prioriteringen skal sikre, at flest mulige borgere får glæde af byfornyelsen. Igangværende og planlagt byfornyelse i Esbjerg Kommune følger denne prioritering. 

    Klargøring af arealer til bolig- eller erhvervsformål herunder etablering af veje, stier mv.

    Omfanget af et byggeri afgør om man skal have en byggetilladelse, om byggeriet kun skal anmeldes, eller om det blot kan gennemføres uden videre.

    Typisk skal byggeprojekter, hvor en bygnings areal udvides, eller der sker andre væsentlige ændringer have en byggetilladelse. Det anbefales altid, hvis man er det mindste i tvivl, at tage en kontakt til Byggeri for at få en vejledning inden et byggeprojekt påbegyndes.

    Byg og Miljø er et landsdækkende selvbetjeningssystem, der skal bruges, når man søger en byggetilladelse eller en miljøtilladelse. Systemet tilgås fra en særlig hjemmeside eller via et link på kommunens hjemmeside. 

    Antallet af byrådsmedlemmer i kommuner med over 20.000 indbyggere skal være mindst 19 og højst 31. Byrådet har besluttet, at der skal være 31 medlemmer.

    Der afholdes som udgangspunkt byrådsmøder 1. og 3. mandag i måneden, dog ikke i juli måned samt påske-, efterårs- samt vinterferien.

    Se mødekalender for Esbjerg Byråd her

    Sagerne forelægges for byrådet af enten borgmesteren eller formændene for de berørte udvalg.

    Byrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger foretages ved stemmeflerhed, for så vidt andet ikke er foreskrevet i lovgivningen. Byrådsmedlemmerne stemmer via app`en Votendo på deres iPad.

    Alle har ret til at overvære den åbne del af mødet. Byrådsmøderne livestreames på kommunens hjemmeside og kan efterfølgende ses her https://video.esbjergkommune.dk.

    Efter det 2. byrådsmøde i lige måneder er der spisning i kantinen for byrådets medlemmer og direktionen.

    Se Temamøder

    Kontaktoplysninger på byrådsmedlemmer finder du på www.esbjerg.dk/byrådsmedlemmer.

    Byrådsmedlemmernes placering i byrådssalen kan du se på www.esbjerg.dk/byrådsmøder.

    Byrådssalen kan bookes af byrådsmedlemmerne til rundvisning og/eller besøg af fx skoleklasser, børnehave mm. Henvendelse til Borgmesterkontoret for booking.

    Nøgle til salen hænger på væggen ved siden af dueslagene i Samtaleværelset.

    Kommunens byvåben består af et hvidt lindetræ med hjerteformede blade og to ankre på en blå eller sølv bund. Den blå farve og ankrene symboliserer byens placering ved havet og lindetræet stammer fra Skads Sogn, hvor der ved kirken stod et stort lindetræ. Byvåbnet indgår som et element i kommunens logo, der består af et grafisk element og en tekst, byvåbnet og ”Esbjerg Kommune”.

    Kommunen har eneret til benyttelse af byvåbenet, som derfor ikke må benyttes af andre, herunder erhvervsvirksomheder.

    Byrådsmedlemmer, der har hjemmeboende børn under 10 år, har ret til et børnetillæg, som reguleres efter gældende reguleringssatser. Pr. 1. april 2021 udgør beløbet 15.269,16 kr. Der ydes kun ét vederlag, uanset om der bor flere børn under 10 år i hjemmet. Tillægget ophører med udgangen af den måned, hvor det yngste barn fylder 10 år, eller hvor betingelserne for at modtage tillægget bortfalder. Byrådsmedlemmet underretter Borgmesterkontoret om evt. ændringer i tildelingen af børnetillægget.
    Vederlaget, som er skattepligtig indkomst, kræver ikke, at byrådsmedlemmet kan dokumentere konkrete udgifter til pasning af barnet/børnene.

    Børn & Kultur er en af de fire forvaltninger og består af følgende afdelinger:

    • Børn & Pædagogik
    • Kultur & Kultur Sekretariat 
    • Kultur
    • Skole

    Børn og unge-udvalget træffer afgørelser af tvangsmæssig karakter om et barn eller en ung.  Det kan være anbringelse uden for hjemmet, tvangsmæssig undersøgelse af et barn eller unges forhold eller afgørelse om samvær for børn og unge, der er tvangsmæssigt anbragt.

    Udvalget består af to byrådsmedlemmer, to pædagogisk-psykologisk sagkyndige og en byretsdommer. Den ene af byrådsmedlemmerne er formand for udvalget, formanden kan træffe afgørelse i akutte sager. Der bliver afholdt 3 ordinære møder om måneden.

    Alfabetisk indholdsfortegnelse