R

Håndbog for Esbjerg Byråd

    R

    Rammebelagte områder er områder i kommunens kontoplan, hvor budgetterne/regnskabet alene kan ændres som følge af byrådsbeslutninger, nye love og befolkningsudvikling. Budgettet/regnskabet er således udtryk for det serviceniveau som politikerne fastlægger jfr. Indenrigs- og Boligministeriets definition.

    Se Ikke rammebelagte områder

    Rammestyring er en metode til ledelse af offentlige virksomheder og institutioner. Ved rammestyring fastlægges de samlede udgifter for den pågældende institution, som derefter må tilrettelægge sit arbejde i henhold til den givne budgetramme. Hertil har institutionen forholdsvis udstrakte frihedsgrader indenfor kommunens koncernpolitikker.

    Rammestyring ledsages typisk af målstyring, hvor det er fastsat hvilke mål de enkelte virksomheder og institutioner skal leve op til inden for den økonomiske ramme.
    Se Målstyring

    Refusioner betyder, at staten refunderer kommunerne en vis procentdel af deres faktiske udgifter til bestemte foranstaltninger såsom: overførselsindkomster, integration og flygtninge.

    Hvert år aflægges der årsregnskab, som er en økonomisk beskrivelse af handlingsforløbet i det foregående år. Regnskabet opgøres i tal og tekst (opfølgning på mål). 

    Indeholder forskrifter for hvordan årsregnskabet skal udarbejdes og en tidsplan for arbejdet.

    Se Regnskabscirkulæret (EKnet)

    I forbindelse med udenlandsrejser i kommunalt øjemed, er der tegnet en rejseforsikring for byrådets medlemmer. På rejserne skal der medbringes et rejsekort. Kontakt venligst forsikringsadministrationen på borgmesterkontoret for mere information.

    Renovationsordningen for husstande er både dagrenovation (restaffald og madaffald) og genbrugsindsamlingen (genbrug indsamlet ved din husstand som papir/pap, plast/metal/glas/drikkekartoner, miljøkasse, haveaffald og genbrugspladser). 

    Det er frit for erhverv, om de vil aflevere deres dagrenovationslignende affald (restaffald) til den kommunale ordning. Erhverv med genanvendeligt affald svarende til en almindelig husstand kan tilmelde sig den kommunale ordning for genbrug. 

    Et medlem, der udpeges af Byrådet til et eksternt hverv, fx medlem af en selvejende institution, en fælleskommunal virksomhed, et A/S eller lignende, repræsenterer normalt Byrådet. Hvorvidt Byrådet har instruktionsbeføjelse over for et udpeget medlem af de nævnte bestyrelser, afhænger af hvilke opgaver bestyrelsen varetager, den lovgivning, som hvervet er omfattet af samt baggrunden for, at Byrådet har udpeget medlemmer til bestyrelsen.

    Byrådsmedlemmer, der er i tvivl, om der er instruktionsbeføjelser, kan rette henvendelse til Borgmesterkontoret.

    Styrelsesloven foreskriver at kommunen skal antage en sagkyndig revision, der skal godkendes af til-synsmyndigheden, til revision af kommunens regnskab mv. (Styrelsesloven § 42).

    Kommunens revision afgiver beretninger om den økonomiske administration. Disse beretninger udsendes til byrådets medlemmer senest syv dage efter, at de er modtaget fra revisionen. Efterfølgende sker der en politisk behandling af rapporterne.

    Esbjerg Kommunes rulleliste, er en liste over firmaer, der skriftligt har tilkendegivet, at de gerne vil afgive tilbud på vedligeholdelsesarbejder på kommunens ejendomme.

    De registrerede firmaer bliver opfordret til at afgive tilbud efter en turnusordning. Typisk afgiver 3 til 5 firmaer inden for samme fagkategori tilbud.  

    Tilsvarende ordning er lavet indenfor park og mobilitetsområdet.  

    Rådhushallen anvendes til forskellige arrangementer og udstillinger.

    Rådhushallen udlånes eksempelvis til udstillinger, koncerter, jubilæumsarrangementer, personaleforeningen REB, valg og lignende af almen/arbejdsrelateret karakter.

    Koncerter m.v. skal som udgangspunkt afvikles udenfor Rådhusets åbningstid.

    En udstilling kan kun have en åbningstid svarende til Rådhusets åbningstid.

    For eksterne arrangementer i Rådhushallen gælder som udgangspunkt følgende retningslinjer:

    • Der skal være offentlig adgang – ikke lukket arrangement for særligt indbudte, private virksomheder eller møder.
    • Der må ikke tages entré.
    • Der må ikke ske salg af ex. udstillingsvarer og drikkevarer.
    • Der må som udgangspunkt ikke spilles musik i Rådhusets åbningstid.
    • Der må generelt ikke afholdes politiske møder – f.eks. valgmøder for et enkelt parti.

    Region Syddanmark kortlægger råstofforekomster og udpeger med råstofplanen råstofinteresseområder og råstofgraveområder for at sikre den fremtidige forsyning med råstoffer. Råstofplanen er bindende for kommunens planlægning. Dialogen mellem Region Syddanmark og Teknik & Miljø prioriteres højt for løbende at sikre overensstemmelse mellem kommuneplanlægningen og råstofplanlægningen. 

    Råstofplanen revideres hvert fjerde år og skal som udgangspunkt udarbejdes i samarbejde med kommunerne, da råstofplanen er bindende for kommunens fysiske planlægning. 

    Alfabetisk indholdsfortegnelse