L
Håndbog for Esbjerg Byråd
L
Landdistriktspolitikken er et fælles redskab, som sætter rammerne for, at borgere, foreninger, organisationer, virksomheder og Esbjerg Kommune sammen kan arbejde videre med at udvikle og sikre det gode liv i kommunens landdistrikter.
Med henvisning til visionen er politikkens overordnede vision at understøtte udviklingen af landdistrikterne og de mere bynære lokalsamfund som tiltalende og attraktive steder at bo, leve og flytte til.
Hvis en ejendom ligger i landzone skal der søges en særlig tilladelse, en landzonetilladelse hvis der skal udstykkes, bygges nyt eller ske en ændret anvendelse. Der er dog enkelte undtagelser, f.eks gælder det ikke for bygninger der er driftsmæssige nødvendige for landbruget.
Leasing er en finansieringsform som kommunen anvender. Det er en mellemting mellem leje og lånefinansiering. Udlejer har ejendomsretten til leasingobjektet, mens leasingtager har brugsretten. Kommunen har bl.a. overdraget hele bilparken til leasing.
Se Deponering
I Esbjerg Kommune har vi udviklet et fælles ledelsesgrundlag, gældende for alle ledere i kommunen. Det er vigtigt, for at vi kan nå vores mål, at vi fungerer som én samlet virksomhed med en høj grad af sammenhængskraft og klare forventninger til ledelse.
Det gennemgående tema i EK’s ledelsesgrundlag er tillidsbaseret ledelse, fordi vi mener, at det kan bidrage til at frigive et potentiale hos medarbejdere og ledere, til at løse opgaverne mere kvalificeret og tættere på borgerne. Tillidsbaseret ledelse udmøntes gennem fokus på tre ledelsestemaer: Retning & Rammer, Relationer og Personligt lederskab.
Esbjerg Kommunes ledelsesgrundlag
Kort animationsfilm om Tillidsbaseret ledelse i Esbjerg kommune
Ledelsestilsyn eller økonomisk ledelsestilsyn er de kontroller, som budgetansvarlige ledere udfører ifm. budgetopfølgning, daglig ledelse og stikprøvevis kontrol af bilag mv. Ledelsestilsynet har bl.a. til formål at sikre, at de økonomiske rammer anvendes korrekt, og at svig ikke forekommer.
Kontante beholdninger og værdipapirer.
En lokalplan fastlægger, hvordan et afgrænset område helt konkret skal udvikles. Det kan være et større område eller en enkelt ejendom. Ved udarbejdelsen af lokalplanen skal lokalplanens bestemmelser være i overensstemmelse med kommuneplanen. Lokalplanen fastlægger bindende rammer for kommunens behandling af byggetilladelser og landzonetilladelser. Lokalplanen kan blandt andet bestemme:
- hvad området og bygningerne skal bruges til.
- hvor og hvordan, der skal bygges nyt.
- hvilke bygninger, der skal bevares.
- hvordan de ubebyggede arealer skal indrettes.
Lokalplanen gælder fremtidige forhold. Den er altså ikke til hinder for, at nuværende bebyggelse kan blive liggende. Den hindrer heller ikke, at den hidtidige anvendelse af bygninger og ubebyggede arealer kan fortsætte – hvis det er lovlige forhold.
Der skal laves lokalplan, før der kan gives tilladelse til:
- større udstykninger.
- større byggerier og anlægsarbejder.
- større nedrivninger.
- hvis tiltaget væsentligt påvirker omgivelserne.
Byrådet kan altid benytte sig af retten til at udarbejde en lokalplan, hvis uønskede tiltag ønskes forhindret - § 14 forbud.
Nærdemokratiet i Esbjerg Kommune er organiseret i lokalråd. Lokalrådene holder hvert år møde med Økonomi & Bosætningsudvalget og en fælles konference med Teknik & Miljø udvalgene og forvaltningen. På disse møder har lokalrådene mulighed for at fremføre synspunkter, problemer og ønsker. Lokalrådene har en høringsret i forhold til kommunale tiltag og planlægning, der har særlig betydning for deres lokalområde. Lokalsamfundskoordinatoren er bindeled mellem lokalråd og kommunen.
Kommunen må som udgangspunkt kun foretage dispositioner, hvis der er hjemmel i lovgivningen.
Se Kommunalfuldmagt
Lovlige fraværsgrunde er:
- helbredsbetinget fravær
- varetagelse af andet offentligt hverv
- ansættelsesforhold
- ferie
- graviditets-, barsel- og adoptionsorlov
Hvis der foreligger en ulovlig situation i forhold til planlovens eller bygningsreglementets bestemmelser, f.eks. et byggeri, der strider mod en lokalplan, kan byrådet udstede et påbud om at lovliggøre forholdet.
Lov- og cirkulæreprogrammet er en opgørelse over kompensationen til/fra kommunen for at overtage eller afgive en række opgaver i indeværende og kommende budgetår. Fordelingen internt i kommunen godkendes i Økonomiudvalget og byrådet.
Følgende sager skal – medmindre byrådet i det enkelte tilfælde træffer anden bestemmelse – behandles for lukkede døre:
- Sager, hvis afgørelse forudsætter en bedømmelse af personlige forhold
- Sager om køb og salg af fast ejendom
- Overslag og tilbud vedrørende bygningsarbejder og leverancer
- Behandling af sager, hvori indgår fortrolige oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten
Lånebekendtgørelsen er en bekendtgørelse fra Indenrigs- og Boligministeriet, som bl.a. fastlægger kommunernes mulighed for at optage lån, indgå lejeaftaler, stille garantier mv., samt angiver hvilke løbetider og lånetyper der er gældende for kommunerne.
Lånerammen er en opgørelse over de låneberettigede anlægsinvesteringer for året.
Hele Esbjerg Kommune er opdelt i lokalområder. De bebyggede lokalområder defineres som lokalsamfund. Esbjerg Kommune ønsker med lokalområdebeskrivelserne at give lokalsamfundene de bedste muligheder for lokal udvikling. En lokalområdebeskrivelse omfatter dynamiske demografiske data og digitale kort, data fra kulturmiljøregistreringer, en kort beskrivelse af lokalområdets karakteristika samt udvalgte afsnit i kommuneplanen, der er særligt relevante for udviklingen af lokalsamfund i Esbjerg Kommune. Denne samling af beskrevne stedbundne kvaliteter og grundlæggende data ligger offentligt tilgængelige for borgerne og udgør et godt udgangspunkt for ny planlægning, og for projekt- og idéudvikling lokalt.