E

Håndbog for Esbjerg Byråd

    E

    Dagsordener og referater til byråds- og udvalgsmøder tilgås elektronisk via First Agenda, der ligger som et ikon på medlemmernes iPad.

    Endvidere lægges de åbne dagsordener og referater på Esbjerg Kommunens hjemmeside: https://dagsordener.esbjergkommune.dk

    Efterretningssager på en udvalgsdagsorden, er sager, hvor der ikke kan træffes beslutninger, men der kan kommenteres og debatteres. Hvis der under debatten i en efterretningssag stilles et beslutningsforslag, kan der dog træffes beslutning, hvis alle er enige om det.

    EKnet er kommunens intranet, som alle medarbejdere og byrådsmedlemmer har adgang til. EKnet er først og fremmest et værktøj, der er tilgængelig via pc, tablet og smartphone. Her findes vejledninger, en telefonbog, nyheder, politikker, interne informationer fra kommunen m.v. EKnet bruges også som spørgsmål/svar redskab op til en budgetlægning.

    I henhold til visse love kan Byrådet ekspropriere, hvilket vil sige, at borgeren får frataget ejendomsretten (eller andre rettigheder) til fast ejendom. Formålet kan f.eks. være at tilvejebringe jord til anlæg af en vej eller det kan ske, hvis ekspropriationen er af væsentlig betydning for virkeliggørelse af en lokalplan. Ved ekspropriation får ejeren fuld erstatning. Hvis der ikke kan opnås forlig, fastsættes erstatningen af en særlig taksationskommission, hvis afgørelse kan indbringes for domstolene. Der er også mulighed for at købe jord på ekspropriationslignende vilkår, hvilket betyder, at ejeren af ejendommen ikke bliver eksproprieret, men sælger jorden på vilkår, der betyder, at han undgår beskatning af salget af jorden.

    I henhold til styrelseslovens § 8 kan borgmesteren indkalde til ekstraordinære byrådsmøder, når en sag haster så meget, at det ikke kan vente til næste ordinære møde. Herudover skal borgmesteren indkalde til ekstraordinært byrådsmøde, når mindst en tredjedel af medlemmerne kræver det. Indkaldelse til ekstraordinært møde skal ske med et varsel på fire hverdage, og det er borgmesteren, der fastsætter tid og sted.

    Jf. lov om eliteidræt kan byrådet yde økonomisk støtte til eliteidræt, medmindre der er tale om egentlig erhvervsvirksomhed.

    Byrådet kan yde støtte til enkeltpersoners idrætsudvikling samt til at skabe bedst mulige rammer for udviklingen af idrætstalenter ud fra et helhedsperspektiv.

    Team Danmark og byrådet har indgået en samarbejdsaftale vedrørende eliteidræt og talentudvikling i kommunen – heri er samarbejdet med kommunens uddannelsesinstitutioner væsentligt prioriteret. 

    En særlig pulje finansierer køb af forskellige ydelser hos eliteidrætsklubber. 

    Byen Esbjerg er den danske EnergiMetropol. Ca. 8.000 personer arbejder i olie- og gasindustrien i Esbjerg, mens ca. 4.000 personer har med offshore vind at gøre. Kommunen anvender derfor brandet EnergiMetropol i den markedsføring, der er knyttet til byens energiklynge og i forhold til den grønne omstilling. Markedsføringen af EnergiMetropol sker sammen med Business Esbjerg, som har et særligt fokus på virksomhedsdelen, mens kommunen især har fokus på den bæredygtige EnergiMetropol.

    Esbjerg Kommune blev i 2013 blevet optaget i WECP (World Energy Cities Partnership). WECP er en international forening bestående af 19 klodens største energibyer med Esbjerg som den danske repræsentant.

    Læs mere om EnergiMetropol

    Administrationen udgør en enhedsforvaltning, som gør det muligt at skabe sammenhæng på tværs af administrationens forvaltninger.

    Erhvervshusene yder sparring og vejledning til virksomheder.

    Erhvervshusene skal fungere som stærke tværkommunale kompetencecentre og samle de specialiserede faglige kompetencer om virksomhedsdrift og -udvikling. Erhvervshusenes ydelser skal være tilgængelige for alle virksomheder med behov for specialiseret vejledning og dermed understøtte erhvervslivet og vækst og udvikling i hele Danmark.

    Erhvervshusene blev etableret i 2019, hvor de erstattede de regionale væksthuse, og Erhvervshus Sydjylland er placeret i Vojens. Erhvervshuset betjener virksomhederne i de 13 sydjyske kommuner. Erhvervshus Sydjylland er en satellit til Erhvervshuset i Odense.

    Se Erhvervshus Sydjyllands hjemmeside her

    Byrådsmedlemmer kan gøres erstatningsansvarlige, hvis de med vilje eller ved uagtsomhed træffer afgørelser, der er i strid med f.eks. love og planer, som resulterer i, at kommunen lider et økonomisk tab.
    Erstatningskrav mod byrådsmedlemmer for kommunens tab kan kun gøres gældende af tilsynsmyndigheden eller Byrådet.

    Se Ankestyrelsen – tilsynsmyndighed for kommunerne

    Esbjerg Havn er en selvstændig virksomhed benævnt kommunal selvstyrehavn. Havnen styres af Byrådet, som har udpeget en havnebestyrelse, som inden for de af Byrådet fastsatte økonomiske rammer og øvrige retningslinjer varetager den overordnede ledelse af havnens drift, vedligeholdelse og eventuelle anlæg i samarbejde med havnens ledelse. Økonomisk skal en kommunal selvstyrehavn være helt adskilt fra den kommunale økonomi. 

    Borgmesteren er født medlem af bestyrelsen. Desuden udpeger Byrådet et byrådsmedlem til bestyrelsen. 

    Esbjerg Havns hjemmeside

    Esbjerg Lufthavn, der er en regional lufthavn for det sydvestjyske område, er base for helikopterflyvningen til olie- og gasinstallationerne i Nordsøen. Derudover sikrer Esbjerg Lufthavn de daglige ruteforbindelser til Aberdeen og Stavanger. .

    Nogle steder kræver kommunen, at der skal oprettes en grundejerforening. Disse steder skal kommunen godkende vedtægterne for grundejerforeningen.

    Kommunen stiller i nogle lokalplaner krav om, at der skal oprettes en grundejerforening. Grundejerforeningen skal typisk sørge for at vedligeholde grønne områder eller andre fælles faciliteter.

    Kommunen godkender ikke vedtægter for grundejerforeninger, som ikke er oprettet efter krav i lokalplan eller særligt krav fra kommunen.

    Har foreningen behov for rådgivning om det nærmere indhold af vedtægterne, må foreningen søge bistand fra f.eks. en advokat.

    Kommunen må ikke yde juridisk rådgivning. 

    Alfabetisk indholdsfortegnelse